Tilbage til forsiden

 

Velkommen til Lindegårdshusene

Lindegårdshusene består af 11 huse, der fungerer som bofællesskaber med 8 – 17 beboere i hvert. Derudover er der Lindedalen, som er 2 bofællesskaber med 4 beboere i hver, og Lindebakken, der er 4 selvstændige, toværelses lejligheder.

 

Der er stor forskel på indretningen i de enkelte huse, men alle huse har egen have og terrasser. Det er op til de enkelte huses beboere og personale at udarbejde husregler, som derfor i praksis er forskellige fra hus til hus.

 

Se lindegårdshusenes velkomstfolder

 

Fritiden i Lindegårdshusene

Når der planlægges aktiviteter, tager vi udgangspunkt i beboernes ønsker og behov. Nogle aktiviteter er i et fast ugentlig forløb, andre aktiviteter er mere sæsonprægede. Eksempler på muligheder: Engelskundervisning, musikundervisning, band, ­sang, male-/kreativt værksted, syning. Der er desuden mulighed for at dyrke forskellige former for motion og idræt.  Der bliver løbende informeret om udbuddet af aktiviteter via opslag og på info-kanalen, som er en lokal tv-kanal.  

Arrangementer 

Job- og Fritidsområdet på Lindegårdshusene står for en del store og små arrange­menter i løbet af året. Her kan nævnes:  

  • Pub-aftener 
  • Sommerfest
  • Banko
  • Nytårsfest
  • Julefest
  • Musikarrangementer
  • Ture  

Beboerblad

 

Beboerbladet ”Stafetten” udkommer hver anden måned. Bladet skrives, trykkes og omdeles af beboere.

Caféen 

Lindegårdshusenes Café er et værestedstilbud for beboerne og deres gæster. Her mødes man over en kop kaffe, et slag billard, skak el. lign. Caféen er stedet, hvor mange aktiviteter udspringer fra.  

Gudstjeneste

Der er tradition for, at en præst fra Sct. Jørgensbjerg Kirke kommer i Hus 9 og holder påskegudstjeneste, høstgudstjeneste og julegudstjeneste for beboerne i Linde­gårds­husene.

Kiosken 

Lindegårdshusenes kiosk ligger ved hovedindgangen og har åbent mandag til fredag fra 11.00 - 13.00. I kiosken kan du købe småting, blade, drikkevarer samt søde sager.

Motion og idræt

På Lindegårdshusene er der god mulighed for at dyrke motion og idræt, så har du lyst til at røre dig, finder vi idrætsgrenen, der passer til dig. Træning i motionsrum, gåture, badminton, løb, fodbold, bordtennis, volleyball, aerobic, yoga, fiskeklub, gokart og ældremotion er nogle af de motionsaktiviteter, vi kan tilbyde. Formålet er, at det skal være sjovt at dyrke motion.

I nærheden 

Lindegårdshusene ligger i Roskildes vestlige del tæt på de grønne omgivelser ved fjorden og havnen. Der er gode busforbindelser til Roskilde Station. 

Lindegårdshusene ligger omgivet af grønne arealer i meget smukke naturomgivelser i udkanten af Roskilde by, ca. 1 km fra centrum.

Der er et par hundrede meter til Roskilde fjord og havn, og desuden er der nem adgang til skov og strand.

Offentlige transportmuligheder til stationen og videre er gode.

Se luftfoto

 

Center Lindegården • Boserupvej 7 • 4000 Roskilde • Tlf. 4633 4000 • Fax 4633 4100 • lindegaarden@sof.kk.dk